En musikelskers bekendelser

Det hele udspringer af interessen for musikken, og i realiteten er hifi, kommet i anden række. Hifi forstået ved termer som perspektiv, 3-dimensionalitet, detaljer, luftighed, sort baggrund, tonalitet, udklingning osv. Det er noget, som først er kommet til mange år senere. Ellers var det bare sådan noget som oplevelsen af involvering i musikken – Sikkert noget med klangen at gøre. Klangen er i alt fald noget, som jeg stadig lægger vægt på.
Selvom jeg i dag har et anlæg, som jeg synes fortjener prædikatet hifi, dvs. opfylder kriterierne beskrevet ovenfor, kan jeg stadig glædes ved lyden (musikken) fra et anlæg, der kan langt mindre. F.eks. har jeg ad flere omgange haft et sekundært anlæg på arbejdsværelset, hvor formålet alene har været at spille noget musik, fordi jeg er optaget af andet, og jeg derfor ikke lytter ‘kritisk’, hvad det så vil sige. Men det sekundære anlæg i dag gør alligevel det, som jeg oprindelig søgte: Det involverer mig. Og det på en måde, så selvom jeg egentlig er optaget af noget andet, da må jeg alligevel stoppe op en gang i mellem og blot nyde musikken.
Jeg har været til et utal af hifi messer, og jeg husker flere af dem, hvor der i samme store lokale var Mark Levinson, der spillede sammen Wilson højttalere via kabler fra Nordost i den ene ende og Arcam, der spillede på Audiovector i den anden ende. Førstnævnte spillede sikkert helt “hifi-rigtigt”, men det var det andet setup, der involverede mig i musikken.
Jeg har det ikke sådan, at jeg mener, at et anlæg skal lyde på én bestemt måde. Systemer med elektrostater, horn eller dynamiske højttalere kan lyde fremragende på hver deres måde. Jeg forsøger heller ikke hele tiden af finpudse tingene. Jeg er glad og tilfreds med det, jeg har i dag. Hvis der derimod er noget, jeg ikke bryder mig om, så er det, hvis det lyder klinisk (ikke at forveksle med analytisk). Det involverer mig ikke. Når jeg lytter til mit eget setup, kan jeg ofte ikke lade være med at tænke på, at det et skønmaleri, der udfolder sig foran mig, og ikke musikken som den nødvendigvis ville lyde i ‘virkeligheden’ – Men hvad gør det, hvis det jeg blot involveres i oplevelsen.

Set i det lys, er jeg vel heller ikke hifi-entusiast eller audiofil med målet om at komme tættest på, hvordan tingene lyder i virkeligheden. Er HiFi så det samme som high fidelity? Hvis man definerer HiFi og high fidelity ens, så er svaret ja!
Men hvis man nu definerer HiFi med nøgleord som: Perspektiv, dybde, bredde, højde, rum, transparens, punktformighed, sort baggrund …… Og high fidelity som: Højst naturtro (direkte oversat), er det så stadig det samme?
En kilde til inspiration er f.eks. Johnny Sørensens artikel i bladet HighFidelity nr. 5/2006, hvor han anmelder højttaleren Bolzana Villetri. Citat: “Her er der så igen forskel på, om man er musikelsker eller mest hifi-nød. Den vante koncertgænger ved jo godt, at man ikke kan pinde de enkelte instrumenter ud af orkestret i virkeligheden, mens hifi-nøden hårdnakket hævder, at man præcist skal udpege de enkelte lydkilder i både bredde- side og højdeled”.
En anden kilde er visse pladeomslag, der viser, hvor musikere (og mikrofoner) er placeret i studiet. Det er sjovt at sammenholde oplevelsen af lyden med billedet af omgivelserne for optagelsen.
En tredje inspiration er naturligvis egne koncertoplevelser (elektrisk musik). Bortset fra dynamik var de under HiFi nævnte fænomener vanskelige endsige umulige at genfinde.

De tidlige år

Det hele startede, da jeg var 12 år gammel i det herrens år 1968 – Ja i virkeligheden også før, for så vidt gælder interessen for musik. Inden da rakte det kun til “Texas gule rose” med Preben Uglebjerg, som min far af og til spillede på en grammofon, der var indbygget i toppen af et TV apparat..

Vi (dvs. min far) havde en spolebåndoptager (vistnok en Grundig) med 5″ spoler, som især min 2 år ældre søster brugte. Når hun var på besøg hos vores mormor, frekventerede hun naboens sønner, der var adskillige år ældre end hende, og de havde noget mere erfaring med tidens musik. Det resulterede i, at hun fik indspillet nogle af min fars spole bånd med musik af Bob Dylan, Leonard Cohen, Creedence Clearwater Revival, Equals, Beach Boys osv. Det var musik, som jeg lyttede med på.

De unge år

Men som nævnt var det i 12-årsalderen, at min interesse for musik og gengivelse på eget udstyr blev øget. Jeg begyndte at gå sammen med en jævnaldrende fyr fra en parallelklasse. Han var langt mere fremmelig mht. musik, end jeg var, og han introducerede mig for Johnny Winter, Steppenwolf, Doors, Ten Years After, Rolling Stones, Jimmi Hendrix, Taste, Hanson & Karlson, Young Flowers osv. Men ud over det havde han også en Philips rejsegrammofon med højttaler i et aftageligt låg. Jeg husker ikke modelbetegnelsen. – Da jeg fyldte 13 år fik jeg en tilsvarende i fødselsdagsgave. Den lød ikke godt, men sådan var det dengang, hvis man var en fattig dreng. De sparsomme midler blev brugt på musik, og så vidt jeg husker, kostede en singleplade ca. 10 kr. og en LP-plade ca. 44 kr. Min første musik var en LP var med Taste samt to singler med hhv. Steppenwolf og Country Joe & the Fish.
Jeg nåede konfirmationsalderen, men da jeg ikke var troende, ville jeg ikke konfirmeres, selvom det betød “ingen fest og ingen gaver”. Mine forældre syntes, det var lidt synd for mig, så jeg fik 800 kr., da de jo sparede omkostningerne til en fest. De penge blev straks omsat til en spolebåndoptager Philips N4307 til 18 cm bånd og indbygget forstærker og højttaler – Så var det bare i gang med at optage venner og bekendtes musik, samt hvad er var interessant i radioen.
Dengang foregik optagelse via en dårlig mikrofon, hvilket betød at en masse udenomsstøj kom med på optagelserne. Men da var jeg så heldig, at min far havde en kollega, der havde lidt elektrisk og mekanisk snilde, så han lavede et lille indgreb mellem forstærker og højttaler, så jeg kunne tage signalet direkte ud via et kabel – Et kæmpe fremskridt.
Der gik ikke længe, før der skulle ske noget andet. På skolen, hvor jeg gik, benyttede man Tandberg båndoptagere, og jeg fik den opfattelse, at sådan én måtte jeg have. Jeg solgte min Phillips og købte en brugt Tandberg Serie 15 (med indbygget forstærker og højttaler). Jeg husker ikke modelbetegnelsen, men det var en mono og desuden bygget som en kampvogn – Desværre viste den sig at være lydmæssigt dårligere end min Philips – Det var svært at indrømme.
Der kom også lidt selvbyg indover. Det blev til 2 højttalere, selvom jeg overhovedet ikke havde forstand på det. Den ene baseret på en vist nok 12″ enhed, som jeg købte for 10 kr. af en kammerat – Han sagde, at han havde pillet den ud af forældrenes fjernsyn? Den blev bygget ind i et skab, som jeg havde lavet i sløjd på skolen og stoppet ud med klude og gamle viskestykker. Den anden højttaler var bestykket med en ca. 6″ enhed af udefinerbar oprindelse – Også stoppet ind i en eller anden kasse og foret med, hvad der var ved hånden. Begge højttalere blev forbundet til Tandberg båndoptageren. Det lød ikke specielt godt, men det var jeg ikke klar over den gang. Jeg fik imidlertid syslet lidt med loddekolbe, ledninger og stik.

Så blev jeg lidt ældre

Der gik nogle år, inden der skete noget andet. Jeg var blevet 17 år og overvundet min dovenskab. Jeg fik et sommerferiejob hos en drivhusgartner, og der kom mønter i lommen, som straks skulle bruges på musikudstyr. Det blev til en Tandberg Sølvsuper 11 receiver (2*20W i 4 ohm), en Lenco B55 grammofon og et sæt ITT T230 højttalere.
Og så skulle der selvfølgelig også købes LP’er for de gamle jeg havde var støjfyldte efter i mange år at have være afspillet på den gamle rejsegrammofon. De første 2 LP’er var “Dark Side of the Moon” med Pink Floyd og “Who came first” med Pete Townshend. Sidstnævnte var i mangel af bedre, da jeg egentlig ville have “Who’s Next” med the Who, men den var desværre udsolgt, og jeg kunne ikke vente med at få ny musik til det nye anlæg. Lyden var ikke noget at skrive hjem om. Især højttalerne var dårlige, men de havde en vis størrelse, og det var ikke uden betydning.
Det næste blev et sæt ScanDyna højttalere, som jeg købte hos KT Radio. Nogle store sorte kasser med en 12″ bas, mellemtone og en dome diskant bag et sort gitter. Jeg husker ikke modellen, men den lød heller ikke særlig godt. Det hang nok også sammen med, at min Tandberg receiver var for klein til disse højttalere.
Jeg må efterhånden være blevet mester i dårlige handler?

Og blev det bedre tider

Jeg startede på en læreplads, og det gav en fast omend lav månedlig indkomst, men det gav også mulighed for at optage et studielån. Jeg lånte straks 5.000 kr. og købte en Luxman SQ507x integreret forstærker og kort tid efter en Luxman T33 tuner og en Lenco L85 med en Empire pickup (endnu et godt tilbud fra KT Radio).
Nu var jeg bedre kørende, men alligevel ikke helt tilfreds med lyden, og dvs. jeg var utilfreds med højttalerne. Jeg havde igennem et par år læst High Fidelity herunder en anmeldelse af Acoustic Research AR3a Improved, som lød fristende. En aften arrangerede en af de lokale radioforhandlere en demo af AR højttalere (serien nyere end 3a Improved). Ved denne lejlighed spurgte jeg forhandleren til 3a Improved, og det viste sig, at han havde et sæt på tilbud til halv pris (dvs. 2.000 kr./stk.). Desuden ville han tage mine ScanDyna ind i bytte og give mig 1.700 kr. for dem. Det kunne jeg ikke stå for, og nu var jeg rigtig godt kørende de næste par år.
Der skete så det, at min Lenco L85 blev stjålet. Men intet er skidt, uden at det er godt for noget andet. jeg fik lidt forsikringspenge og spædede yderligere til og købte en Luxman PD-131 med SME 3009 series ii arm og ortofon pickup (husker ikke hvilken). Hør det var meget bedre.
Et par år senere kom der en brugt Teac A-360 kassettebåndoptager i hus, og der blev lånt plader på biblioteket og ført over på bånd (Maxell XL II Chrome). Det virkede, og det var bekvemt, når der var fest, men lydmæssigt var den ikke det store. Nye kassettebåndoptagere til samme pris, som jeg betalte for min brugte Teac, spillede simpelthen bedre. Men det viste bare endnu engang, at jeg var mester i dårlige handler.
Det sidste, der skete i den periode, var købet af et Supra højttalerkabel til 25 kr./m. Det lignede almindelig ledning blot tykkere, og så skulle kobberet være af bedre kvalitet. Men der var lydmæssig forskel mellem det og almindelig ‘lampekabel’, hvilket var min første oplevelse med kabler.
Så fik jeg travlt med meget andet, bla. kone og barn, så der skete ikke mere de næste 6 år.

6 år senere

I forbindelse fra et skifte imellem arbejde og en ny uddannelse, fik jeg frigjort nogle penge, og efter år i dvale, var der nu basis for at gøre et nyt indkøb. Det blev til en ny kassettebåndoptager en Nakamichi BX-100. Det var deres mindste version, men lydmæssigt var den mange hestehoveder foran den bedagede Teac. I særdelehed når jeg anvendte Maxell MX Metal bånd. Det var en lyd, der faktisk var meget tæt på min grammofon. I hvert fald meget tilfredsstillende.
I forbindelse med mit studie var der et tilbud fra en forhandler om 20% rabat på nyt udstyr. Jeg havde kort forinden læst en anmeldelse i High Fidelity af en Pioneer A-88x (120W/8 ohm), hvor den blev rost til skyerne. Da der var kommet nogle feriepenge i kassen blev de resolut brugt på den forstærker. Den havde nok bedre greb om bassen i mine AR 3a Imp., men klagmæssigt set var den bagud på point i forhold til min gamle Luxman. Den solgte jeg i øvrigt til et familiemedlem for 800 kr. Det er utroligt at se, hvilke priser sådan en sælges for i dag?

Så var der ro i et par år

CD-afspillerne havde holdt deres indtog fra begyndelsen af 80’erne, og i 1987 fik jeg én forærende i fødselsdagsgave af min søde kone. Det var via et gavekort til Hifiklubben, og jeg fik hhv. en Denon og en NAD hjem på prøve. Valget faldt på NAD’en, da jeg syntes, at Denon’en var lidt mindre musikalsk. Ved samme lejlighed købte jeg for første gang et signalkabel, der var forskelligt fra de standard ‘lakridser’, der altid følger med et apparat. Jeg mente, at sådan et måtte jeg have, og det blev et Hitachi SAX-102 til 350 kr. Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt. Jeg syntes, at det havde en hård klangkarakter. Jeg har det faktisk stadig, og i alle de setups, hvor jeg har prøvet det igennem tiden, har det været med samme resultat – Dårligt.

Der går yderligere 10 år mere

En aften/nat var vores datter alene hjemme, og så skulle der holdes fest. Det var sådan med Pioneer forstærkeren, at den havde nogle dårlige kontakter/relæer, der havde tendens til at oxidere. Jeg prøvede både med kontaktspray og at bytte om på dem, men det blev aldrig helt godt. Med den viden koblede jeg tonekredsløbene ud, for delvis at forebygge eventuelle problemer. Men da vi kom hjem, sagde hun, at anlægget lød mærkeligt. Jeg slog det, med tanke på, at det nok bare var et relæ, der havde mistet kontakten. Næste morgen tændte jeg systemet, og ganske rigtigt, der kom ikke meget lyd ud. Jeg skruede og trykkede, men lige lidt hjalp det. Så tog jeg frontrammen af højttalerne (AR3a Imp.), og ud dryssede det med det materiale, der havde udgjort membranophænget.
For at gøre en længere historie kortere endte det med, at jeg købte et sæt nye B&D CDM 9NT højttalere. De var i og for sig ret gode, men jeg blev alligevel aldrig helt glad for dem. De havde en tendens til at ‘råbe’ lidt, hvilket må tilskrives deres kantløse kevlar enhed.
I disse år kom der også forskellige NAD CD afspillere ind over bla. en NAD 540.
Omkring den tid fik jeg også mit første anlæg på arbejdsværelset. Det bestod af mine older gamle ITT højttalere, en ScanDyna 2000 Receiver og en transportabel CD-afspiller. Det spillede musik, og det er nok det bedste, der er at sige om den sag.

År 2000

Det var året, hvor jeg besluttede mig for at skille mig af med min grammofon og LP plader. Jeg havde ikke købt LP’er siden jeg fik CD afspiller, men jeg havde alligevel godt 800 stykker. Jeg fik derimod flere og flere CD’er, men pga. vores boligforhold – Mangel på plads – blev beslutningen truffet. Det hele blev sat til salg via annoncer i High Fidelity, og alt i alt fik jeg en fornuftig pris for tingene. Jeg solgte Luxman grammofonen med SME arm og en Denon DL-160 high outout MC pickup + en Ortofon VMS 20E mkII for samlet 2.000 kr. Pudsigt at tænke på, hvad dette kunne indbringe i år 2023. Men sådan er det, og jeg har ikke fortrudt det.

År 2002 til 2009

Måske var det anskaffelsen af B&W CDM 9NT højttalerne, der affødte de kommende års drypvise udskiftninger. I første omgang blev det til NAD S100 forforstærker, S200 effektforstærker, S500 CD afspiller og S400 tuner og inden længe en Denon DVD-1440 koblet til TV og anlæg.
Midtvejs i årtiet blev anlægget (Pioneer A-88x som central) på arbejdsværelset opgraderet med først B&W 601S1 og sandfyldte standere, derefter JM-Labs Chorus 705 og endelig Chario Reference 100T. Endvidere en Arcam Alpha 8 CD afspiller. Det spillede ganske tilfredsstillende.
I stuen skete der igen udskiftninger. Først en TacT RCS 2.0 som gratis fik enabled tonekontroller og equalizere (tak til Peter Lyngdorf), og i 2008 blev S500 erstattet af en S.A.T. CdFix CD afspiller. Men der gror ikke mos på en rullesten, så samme år blev B&W’erne udskiftet med ProAc Future Point 5 – En fremragende højttaler, som havde jeg hørt på en hifi messe hos AB Audio. Kort efter blev NAD forstærkersættet udskiftet med Rotel RC-995 forforstærker og RB-1090 effektforstærker. RC-995 kom imidlertid aldrig rigtig i brug,da jeg syntes, at TacT’en var bedre og langt mere alsidig. Jeg skylder at nævne, at jeg ikke brugte rumkorrektionen i TacT’en. Jeg optog målinger og korrigerede på kurverne for fremhævninger og udfasninger, men jeg syntes samtidig, at lyden blev lidt mere kedelig – Og igen involvering er vigtigt for mig.
Arbejdsværelset gik heller ikke ram forbi, idet Chario’erne blev skiftet ud med et sæt B&W 602. En ældre (og større model), end den 601S1, jeg tidligere havde haft. Men jeg kan bedre lide lyden af de ældre B&W højttalere. 602’eren havde ikke den antydning af pågåenhed, som jeg mange gange har oplevet med nyere B&W højttalere, herunder CDM 9NT. Der kom endnu en S.A.T. CdFix til sammen med den integrerede forstærker S.A.T. Amplifix til erstatning for den gamle Pioneer. CdFix’en erstattede Arcam’en, og det lød nu bedre, end det havde gjort tidligere.

År 2010 til 2019

Der kommer en Audio Research LS3B ind som erstatning for TacT’en. Førstnævnte havde noget, skal vi kalde det personlighed og venlighed, som TacT’en ikke havde. Omvendt var TacT’en mere præcis, me også upersonlig, og lad mig sige mindre involverende, selvom kombinationen Audio Reseach og Rotel heller ikke sad lige i skabet.
Kort tid efter kom der en Denon DVD 3910 i stuen, hvor den var tiltænkt at erstatte CdFix og DVD-1400. Nogle af fordelene ved 3910 var, at der kun var behov for ét apparat. Hvor DVD-1400 kun havde Scart udgang til TV’et, havde 3910 HDMI med en betydelig forbedring af billedsiden som følge. Lydmæssigt var den heller ikke uden evner, men i sidste ende vandt CdFix’en alligevel, og 3910 kom ind i arbejdsværelset.
Inden længe var jeg i gang med endnu en udskiftning. Rotel’en spille OK, men så heller ikke bedre, og da jeg havde fået et fornuftigt tilbud på en Bryston 4BSST2 effektforstærker, var der ikke meget at betænke sig på. Den spillede lang bedre og med større autoritet end Rotel’en – Og den gik godt i spænd med ProAc’erne.
Siden jeg helt tilbage i år 2000 hørte et sæt Martin Logan CLS hos en kollega, har jeg været tiltrukket af elektrostaternes letflydenhed og klarhed. Endvidere læste jeg en anmeldelse af et sæt ML Ascent i High Fidelity, og ud fra beskrivelsen af lytteindtrykkene at dømme, stod det mig klart, at sådan nogle måtte jeg bare have. Det endte imidlertid op med et sæt ML Aeon, der var en lillebror til Ascent. Det var ikke lige den, jeg havde ønsket mig, men de havde relativt nye paneler og spille rigtig godt. Integrationen mellem panelet og den 8″ dynamiske basenhed var perfekt, og den kunne faktisk gå ret dybt.
Der skulle ikke gå mere end et års tid inden, der var nyt igen. Jeg fik fat i en søskende til effektforstærkeren, nemlig en Bryston BP-25 forforstærker med ekstern strømforsyning. Nu kørte det, og jeg var en glad med, der lyttede til oceaner af musik.
Ind fra sidelinjen kom også et sæt Audiovector M3 højttalere, som jeg fik for en billig penge. De spillede virkelig godt til prisen, men det er som om, at de ikke har særlig stor værdi på brugtmarkedet, hvilket er synd. De kunne imidlertid ikke hamle op med mine ProAc, hvorfor de kom ind på arbejdsværelset, hvor de længe gjorde god gavn.
Det var også en tid, hvor streaming fra diske eller internet vandt mere og mere indpas. Så da jeg gik med tanker om at opgradere min CD afspiller, tænkte jeg meget på, om jeg i stedet skulle vælge en god streamer, der også kunne virke som DAC for CdFix’en. Det endte imidlertid med at blive en ny Marantz SA-11S3 CD afspiller, hvilket jeg ikke har fortrudt. Jeg nyder at gå hen til min CD reol og kigge pladerne igennem, tage dem frem og kigge i det indlagte materiale. Selvom det pga. størrelsen ikke kan hamle om med, hvad der fandtes på LP’er, er det mig alligevel en stor nydelse. Jeg synes, at streaming på en eller anden måde bliver upersonlig (jeg er også til papiraviser og trykte bøger), og der bliver let en tendens til at shoppe rundt i numre og måske endda springe ud et nummer. Her kan jeg godt lide at lytte til et helt album, og på den måde opleve musikken i den tiltænkte sammenhæng.
Men smag og behag er forskellig og vanskeligt at diskutere, og der gik da heller ikke længe, inden der kom en Marantz NA6005 netværks streamer indenfor. Jeg har rippet alle mine plader (plus lidt flere) og lagt dem på en NAS server. Jeg kan nu lave nogle playlister, hvis her er festivitas, lige som jeg har en backup af al min musik.
Mod slutningen af årtiet gik der selvbyg i den, og jeg samlede nogle effektforstærkere baseret på Class-D Pascal S-PRO2 og L-PRO2 moduler. De spiller ret godt begge to, omend S-PRO2’eren vinder med it hestehoved – Og faktisk så godt at jeg skilte mig af med min Bryston 4BSST2 effektforstærker.
På arbejdsværelset er der sket indskrænkninger. Jeg har indset, at jeg ikke benytter anlægget i tilstrækkelig grad, hvorfor jeg skiller mig af med S.A.T. sættet samt Audiovector højttalerne. Det plads overtages af en mere ydmyg Sony STR-DE135 receiver og et sæt Celestion F1 højttalere. Det giver lyd fra sig.

År 2020 til … 2023

Endelig fik jeg de Martin Logan Ascent højttalere, som jeg havde drømt om i 20 år. Jeg fandt et sæt i den Blå Avis. De havde fået helt nye elektrostat paneler, og de spillede fantastisk. Nu var det sådan, at jeg efter at have fået min Marantz SA11-S3 CD afspiller, havde fået et godt øje til den tilhørende integrerede forstærker. Og lykken stod den kække bi, og 2 uger efter jeg fik ML’erne dukkede Marantz PM11-S3 op i den Blå Avis. Det krævede ikke mange sekunders betænkningstid for at slå til. Kombinationen af ML’erne og Marantz’en er perfekt, det spiller som fuglene synger. For nogle vil denne kombination ikke være den perfekte. Man kan indvende, at der mangler et kraftigere ‘slam’ i bunden, at perspektivet står for langt tilbage, at det virker lidt tilbageholdende. Det er ganske vist, men på den anden side kan det også noget med transparens, sammenhæng, dynamik og med en fantastisk top, fuldstændig fri for dårligdomme. Men igen – Smag og behag. I hvert fald er det en kombination, der involverer mig. Jeg spiller meget ofte musik, og det sker gang på gang, at jeg i forbindelser med andre sysler, bliver fanget af lyden, hvorpå jeg må sætte mig i sofaen for at blive suget ind i musikken. Hvis du, der læser dette, og vil have en fornemmelse af, hvad jeg mener, bør du læse anmeldelsen af Marantz SC-7S1/MA-9S1 på hifi4all.dk – Den beskriver magien.

På selvbyggersiden er det blevet til endnu en effektforstærker. Denne gang baseret på et Class-D Pascal M-PRO2 modul.

På arbejdsværelset er der også sket nyt. Jeg havde fulgt StereoXreview på Youtube, præsenteret af “Kelvin from London”, der primært beskæftiger sig med vintage hifi. Her så jeg hans anmeldelse af B&W DM4 (ca. 50 år gamle). Jeg husker ikke præcis den, men et par af mine venner havde storebroderen B&W DM2a, som jeg den syntes lød godt, især sammen med en Luxman forstærker (L85V vist nok). Det betød, at jeg igen tænkte på et bedre anlæg på arbejdsværelset, men denne gang med afsæt i vintage og til en billig pris – Det skulle lyde, som jeg husker gengivelsen fra mine unge dage med AR 3a Imp. og Luxman forstærker.
Jeg fik købt et sæt B&W DM4 til en billig penge, og de blev sat til at spille sammen med Sony receiveren. Men som det ofte går kunne det ikke stoppe her, så efter noget tid fik jeg et godt tilbud på netop DM2a inkl. et sæt stands. Men bedre højttalere kalder på en bedre forstærker, så det blev til en Denon PMA-1500R integreret forstærker. Den er fra ca. 1999, som om den er decideret vintage?, men den er i hvert fald fra forrige årtusinde. Lydkilden er den gamle Denon DVD-1400 CD/DVD afspiller.
Og hvordan lyder det så? Det lyder godt. Placeringen af højttalerne tæt op ad en væg er ikke den bedste, og lytte-positionen bag skrivebord og computerskærme, er heller ikke noget at råbe hurra for. Men alligevel formår setup’et at formidle musikken med en dejlig klang og nærvær – Det er Involverende. Det er i særdeleshed mellemtonen, der god, mens bunden er OK. B&W DM2a går kun til 60 Hz (+/- 3 dB), men den bas, som de spiller gør de godt (kvartbølge transmission line). Toppen er OK, omend ikke det mest luftige og velopløste. PMA-1500R er en god og kraftig forstærker med et godt greb om de relativt tunge B&W’er. Jeg var egentlig på udkig efter en vintage Luxman forstærker, men brugtpriserne er desværre langt ud over, hvad lydkvaliteten berettiger, men sådan er det, når der går hype i tingene – Heldigvis er der gode alternativer.
Skal jeg opsummere lyden, så lyder det som i gamle dage bare bedre – Og det til en samlet pris af bare 3.000 kr. Det eneste jeg tænker på at ændre her, er lydkilden, der gerne må være en Marantz CD6005, som jeg antager har det krydderi i toppen, som vil klæde systemet. Og det kan jo være, at jeg en dag falder over et godt tilbud?

I mellemtiden er der sket noget i stuen ved det, at jeg igen er blevet analog. Det var ikke sket, hvis det ikke lige var fordi, at jeg arvede en Denon DP-47f grammofon med en Denon DL-160 high output MC pickup. Min Marantz PM11-S3 har en fornuftig RIAA indbygget, så nu er jeg i gang her. Det er blevet til ca. 20 LP’er mestendels brugte, men det analoge bliver aldrig mere en primær signalkilde, så det er primært til hygge og nostalgi med gamle danske LP’er som f.eks. Benny Holst ‘1. maj’ osv.
Jeg fik også en Denon CD-afspiller med, en model fra slut 80’erne. Den virkede stadig perfekt, men lydkvaliteten lod noget tilbage at ønske sammenlignet med nyere grej – Så den røg på genbrugspladsen, måske er der en anden, der kan have glæde af den?

Og så skete det alligevel, at jeg faldt over en Marantz CD6006, og så var glæden gjort. Næsten samtidig fandt jeg også en Denon PMA-1500AE, så den kom ind og erstattede ‘R’-modellen. Prisen er nu oppe på 3.300 kr. for forstærker, CD-afspiller og højttalere, men det er også god lyd til prisen.

Så er det store spørgsmål “Stopper det så her?” – Tja bum bum, som de Radikale Venstre er kendt for at sige. Tænk nu hvis jeg en dag faldt over en Luxman SQ 507X eller en L85V til en fornuftig pris (og den skal altså være fornuftig), så tror jeg ikke, at jeg kan lade være med at købe den – Det må jo prøves “om den gamle båd holder vand”.
Så kan man også indvende, at der ikke er meget vintage over Marantz CD6006, og det er ganske vist. Men ud over vintage skal det også lyde godt, og hvad signalkilden (CD forstås) angår er der sket meget siden slut 80’erne, og f.eks. er lydforskellen fra Denon DVD-1400 (2004) kæmpestor – Så ja, ingen regel uden undtagelse.

År 2024 til …?

Gad vist om der en dag kommer noget i dette afsnit?

Kablerne

Det er noget, der deler vandene. Der er lige fra svorne tilhængere til notoriske benægtere. For mit eget vedkommende er jeg forbeholdende desangående. Jeg har bestemt hørt forskelle ved skift mellem forskellige kabeltyper, så i det lys er der forskel på kabler. Men der også dem (især elektronik ingeniører), der siger, at man ikke kan høre forskel, hvis blot apparaterne er designet ordentligt.
Mange kabler i dag er ikke bare en eller flere kobbertråde, men sindrige konstruktioner og snoninger, der også indbefatter andre materialer, der samlet set udgør varierende ohm’ske modstande, induktive og kapacitive effekter. Kablet, der binder to apparater sammen indgår i et samspil – Tilpasning om man vil – Og når der kan opstå hørbare forskelle, må det være fordi, at kablet påvirker et eller begge apparater. Her er det så, at elektronikerne hævder, at hvis apparaterne er ordentlig designet, da vil de ikke blive påvirket af kablet, og derfor vil der heller ikke være nogen hørbar forskel.
Konklusionen kan derfor være, at der er forskel på kabler, men at det kun kommer til udtryk på dårligt konstrueret udstyr? Er det så fordi, at elektronikerne ikke kan designe ordentligt? Ikke nødvendigvis – Der kan være økonomiske incitamenter i at springe over, hvor gærdet er lavest – Det kan også være fordi, at de ikke har tilstrækkelig viden.
Jeg befinder mig et sted midt imellem, men jeg mener til gengæld ikke, at et godt kabel nødvendigvis er et dyrt kabel. Jeg har selv haft en del kabler inde over igennem tiden. Nogle (f.eks. højttalerkabler) har været til en nypris på 18.000 kr., men det er jeg gået bort fra igen, og i dag er mine kabler relativt billige dvs. i størrelsesordenen 300-1.500 kr., de fleste er endda hjemmelavede. Ved at benytte rene materialer og fornuftige stik kan man komme langt for en rimelig pris.
Noget af det, der har været inde over er: Supra, Hitachi, Monitor, TaraLabs, MIT, Duelund, Audioquest, Transparent, Cardas, High Performance, Mundorf, Isotek, Oyiade, ViaBlue, Mogami osv., men som nævnt er de kabler, jeg anvender i dag relativt billige.

Andre tweaks

Det eneste, som jeg benytter er ‘bløde fødder’ under højttalerne i stuen (parketgulv på strøer). De er af typen SD-fødder fra svenske Sonic Design. Udover det har jeg ikke den store fidus til allehånde underlige besværgelser. Det er min helt personlige holdning, og hvis andre finder lyst og glæde i andre ting, er det helt fint med mig.

Streaming

Streaming er ikke noget jeg bruger meget. Jeg har sporadisk benyttet Spotify i gratisudgaven, men det været for at prøvelytte til musik, som jeg på en eller anden måde er blevet ansporet til. Hvis det er faldet positivt ud, køber jeg musikken på CD. Når jeg ikke benytter streaming, er det fordi jeg værdsætter omgangen med det fysiske medie. Jeg finder stor fornøjelse i at gå over til hylderne med CD’er og kigge på dem, og udvælge hvad jeg gerne vil høre – Og så hører jeg hele albums. Der er ligesom en tilbøjelighed til at springe rundt i udbuddet på en streamingtjeneste.

Jeg må alligevel indrømme, at jeg for første gang har tegnet abonnement på en streamingtjeneste, og det blev YouTube. Ikke på grund af lydkvaliteten, da de kun udsender i 256 kbs i Premiumversionen, men fordi jeg benytter YouTube en del til videoer. Ved at tegne abonnementet slipper jeg for reklamerne, og så får jeg YouTube Music med i købet, som nu erstatter Spotify.

Jeg har rippet alle mine CD’er til en NAS server, sammen med andre lånte plader (flac format). Det skal dertil siges, at hvis det lånte musik er noget, som jeg virkelig synes om, så køber jeg CD’en. Det med serveren er tænkt som en backup af mit musik – Tænk nu engang, hvis jeg skulle miste mine CD’er (musik), så har jeg da lidt tilbage.

Musikken

For mig er det musikken, der er og altid har været det primære, mens lydkvaliteten er sekundær. Jeg lytter til en masse forskelligt musik, det være sig rock, blues, folk, jazz og lidt klassisk, mens decideret pop ikke rigtig fænger mig. Jeg er funderet i den musik, som jeg i en meget ung alder lærte at kende. Der er naturligvis kommet nyere til, men ved nærmere eftersyn har det på en eller anden måde en rød tråd tilbage i den gamle musik. På den vis er jeg nok gået i stå i min udvikling af lyttesfæren?
Det har jeg tænkt lidt over, og jeg tror, at det hænger sammen med, at den musik vi lytter til, mens vi er ganske unge, relaterer os stærkt til den udvikling vi gik igennem den gang. Det er her, hvor vi begynder overgangen fra barn til voksen. Vi udvikler os hurtigt i den periode – Måske får vi andre interesser, nye venner, en kæreste eller to osv. På den måde vil den musik, vi lytter til i den periode, blive relateret til den udvikling, der er med til at forme os til voksne mennesker – Og sætte et stærkt aftryk i os.
Nå, det er nok en gang lommefilosofi, men det er sådan, det har været for mig.

Hvad synes andre?

Der findes et utal af anmeldere på YouTube, og her er nogle stykker, som jeg jævnligt følger. Jeg synes, at de udmærker sig ved deres glæde ved lyden og altid musikken som omdrejningspunkt – Og de er alle meget pragmatiske.

  • Steve Guttenberg Audiophiliac (Steve har en masse flotte skjorter, og så inspirerer han mig til en masse musik)
  • Darko Audio (John Darko, meget alsidig)
  • StereoReviewX (Kelvin from London, en sjov fætter, der primært reviewer vintage grej)
  • A British Audiophile (Taran ved rigtig meget om teknikken)
  • ZeroFidelity (Sean er ikke så aktiv længere)

Epilog

Slutteligt er der vel kun at sige, at såfremt man får en bedre oplevelse af lyden/musikken ved at udskifte eller ændre på noget, det være sig et apparat, et kabel, tweaks, placering, lyset i rummet eller farven på væggen, så er det fint – Uanset hvordan andre tænker eller bedømmer det. Det samme kan siges om musikken, vi lytter til forskelligt musik – Objektivt set kan vi måske sige, om noget er bedre (teknisk set) end andet, men kan man blive involveret ved at lytte til Dansk Top musik, er det fint – Det gælder om at have det sjovt.